UDEN DIG
forhandling afvist
døden tog nådesløst fat
i min elskede
slukkede livsgnisten
muskler blev løst fra knogler
tyngdekraft forsvandt
tiden slap sit tag
tog det sidste åndedrag
kroppen efterladt
knap et splitsekund
et pust i universet
min hele verden
gråt i januar
kulden isner under hud
ribbet nøgent træ
ekkoløst hjerte
gråd blokerer luftveje
kvalmende tomhed
forvildet i sorg
afbrudt jordforbindelse
ni verdenshjørner
længslernes smerte
samhørigheden ophørt
min mand er død
blåligt tyndt dagslys
tung gang på rimfrosset jord
nedbrudt af stumt savn
lydløs intethed
lige meget for meget
meninger visner
rosensjæl på jord
min Adam i Paradis
kær nær nætter år
seismografisk tændt
fod i dannelsens jordbund
syltede hyben
homo sapiens
udsyn indsigter skriftklog
egne skaberord
år i Europa
dage i Ekbatana
slidstærke sammen
sørgmodigt blindt blik
ud ad vindue mod tomhed
indadvendt nedbrudt
sprang uden faldskærm
ved nu kun at være et
støvkorn i sandstorm
en dråbe i regn
algevækst på havets bund
i svaj med stærk strøm
tylstyndt skrøbeligt
ædes lyset begærligt
af uldent mørke
hjertesorgens dyb
mens skibe kløver havets
dansende guldglimt
ørene lytter
hører livshjulets drejning
frem mod tidløshed
det er der du er
fortæl mig i drømme hvor
evigheden er
hele tiden det
evindelige kredsløb
fødsel liv døden
du nær et sekel
undervejs fulgtes vi ad
skæbnens lykketræf
os i fyrre år
blev til to alen af et
vævet holdbart stof
gudernes gave
vi fandt og greb fat om os
når jeg dør dør vi
sorgramt til tælling
kroppen porøs sindet slidt
duerne kurrer
tog i det fjerne
fortabte spørgsmål og svar
uden en deadline
gråden høres
vil gerne gøre det om
elske dig mere
jeg er der altid
skrev du til mig i brevet
en hvid sommerfugl
flagrer som savnet
blæsten hiver i grene
blade hvirvler rundt
grådvejr varsler storm
fra sorgens epicenter
storm er bare storm
timer forsvinder
bi vipper på kornblomst
jeg ser det du så
dødens ragnarok
kærligheden efterladt
kun den er en trøst
tankerne forvitrer
synker ned i anden tid
søger din glæde
din varme din krop
samværets klangbund og lyst
nu kun i mit savn
tid synker til bunds
i glemslernes sorte hul
hvor du forsvinder
griber om mindet
bliv hos mig et år en dag
endnu et sekund
som da du var her
fra start et jordisk livspar
tæt på trods afstand
livssymbiose
gjorde hinanden bedre
favntag kys krop ord
lukker øjnene
samtaler stadig med dig
mentalt puslespil
sindet takker vildt
husker dine blå øjne
se kærligt på mig
luftige fugle
strejfer mindet med vingen
blegner i himlen
samler til din grav
kosmisk lys og vindens duft
fra Vesterhavet
jadeskarp marehalm
solflimmer i saltvandssprøjt
buldrende bølger
alt det er til dig
du er en del af det hele
vi er der sammen
fortaber mig selv
i den fjerne horisont
sol fra øst til vest
længsel efter liv
det der var og ikke er
tiden er gået
stier groet til
træerne skjuler sig selv
hvor vi altid gik
månens mælkelys
blandet med marineblåt
vågent nattesyn
skovbryn skygger sky
stirrer stumt uden fokus
ind i formløshed
uden dig er jeg
en kvinde uden sin mand
i drømmeløs søvn
en fugl uden sang
i et træ uden rødder
yderst på skrænten
uden dig er jeg
på månens mørke side
mens jorden drejer
få små regndråber
himmelrummet holder vejr
græsset retter sig
styrtregnen trommer
vand som spejl på fliserne
himlen falder ned
slukker jordens tørst
sidder i ly og lytter
venter på ingen
et nulstillet jeg
fortiden lang fremtid kort
sløret sol siver
jeg mistede os
du forsvandt i døden
jeg er alene
hinsides tanken
en halv – en parteret hel
såret skal hele
gør godt at huske
din glade krops lette gang
kirsebærtræet
aldrig det samme
plante bliver en kæmpe
uden for huset
står vagt derude
breder sig favner verden
tæt på postkassen
pudderpurpur blomst
hverken bær eller barn
violetrødt løv
tankerne myldrer
som partiturets noder
mærker dit nærvær
mit hjertets pilot
efter hverdage fløj vi
i universet
ingen sammenhæng
bindemidlet er træthed
tænker på fortid
et vinget væsen
blev til en lille gråspurv
landet på stakit
fløj ind i ruden
efterlod hul i luften
lå død på flisen
vi sad der og så
så ungen vakt til live
af gråspurvemor
et sandt mirakel
også at vi var sammen
hinandens magi
ingen i stolen
ingen er alle steder
aske i graven
sidder tilbage
min sidste tid uden dig
med døden tæt på
fremtid i fortid
snubler over minderne
tid trækker vejret
sol i øst gi`r trøst
sort får farve kold bli`r varm
kærligheden er
dybt hav en mild vind
lyset flimrer sanseligt
glemmer du er død
duften af saltvand
solstrejf i dovne bølger
kroppen berøres
som sammen med dig
lungerne fyldes med luft
dykker mod bunden
fugle i frit fald
vingerne foldes ud
himler højt til vejrs
sand imellem tæer
sagte bølgeskvulp mod strand
igen og igen
der hvor sorgen er
voksede din kærlighed
større end sorgen